Svensmarks teori bliver snart bevist

Uden at Henrik Svensmark måske selv er klar over det, er hans arbejde ensbetydende med at der nu kan bygges bro mellem det vel nok største mysterium der er knyttet til forståelsen af Jordens magnetfelt, hvilket både vil styrke og bevise Svensmarks teori.

I billedet til højre er en temperaturkurve (rød farve) på 82.000 år lagt oveni en 100.000 års magnetfelts kurve (det bedst tilgængelige PT)   Det har længe undret forskere at Jordens globale magnetfelt variation trægt følger temperatur-variationerne.   Hidtil er det ikke lykkedes at løse dette mysterium. Dette skyldes selvfølgelig at det synes ganske umuligt at sammenkæde Jordens temperaturvariation med den indre geodynamo, - som man mener, er ansvarlig for magnetfeltets årsag og dets styrkevariation.

Klik HER for at se større

Heller ikke Svensmarks opdagelse bidrager til at løse temperaturens tilknytningen til geodynamoen, i og med at geodynamoen jo må antages at skulle fungere uanfægtet af antallet skyer eller solvindens styrke.

Set ud fra et noget anderledes bevismæssigt perspektiv er det af sekundær betydning at det ikke er lykkedes Svensmark klart at bevise at solvindens intensitet kan sammenkædes med variation i skydannelse. Derimod kan (og vil) det blive afgørende for Svensmark at det vitterlig må anses for bevist at solvindens intensitet er pænt sammenfaldende med Jordens temperaturvariation.

Dette sammenfald (mellem solvindens intensitet og temperaturvariation) er i sig selv ganske interessant, og  særligt når dette sammenholdes med at vi ved at solvinden også periodevis er i stand til at påvirke Jordens magnetfeltsvariation.

Uanset at vi her ikke står overfor et krystalklart billede der beviser at solvinden er ansvarlig for sammenfaldet mellem Jordens temperaturvariation og samtidig Jordens magnetfeltsvariation (tunge) parallelle kurve, så må vi erkende den simple kendsgerning at det (takket være Svensmarks arbejde) nu for første gang i historien  er muligt  at udpege en mistænkt  faktor (variant) ansvarlig for dette samspil, - nemlig solvinden.

Vi har dermed at gøre med 3 varianter hvorved den overviste kurve i virkeligheden kan være et udtryk for en viden vi netop er på nippet til at begynde at forstå.

Der er dermed særlig grund til at man i det mindste underkaster disse varianter en analyse i det omfang det er muligt. Dette kan bl.a. også ske ved at undersøge om det i det hele taget er muligt at Jordens magnetfelts variation kan skyldes solvindens varierende intensitet.

Solvindens påvirkning af Jordens magnetfelt sker via Jordens magnetosfære. I den meget korte periode vi har målt solvindens  indflydelse på Jordens magnetfelt har det vist sig at en solstorm styrker Jordens magnetfelt, men at virkningen ikke er permanent, og hurtigt aftager igen.

Umiddelbart har vi kun teoretisk mulighed for at analysere om solvinden kan tænkes også at yde periodevise permanente bidrag til Jordens magnetfelt. I givet fald vil solvinden få samme ’status’ som geodynamoen, idet vi dermed må opfatte solvinden som en (ydre) 'magnetfelts-dynamo'.

Analysen tager udgangspunkt i de sammenfaldende data som viser at Jordens temperaturer og magnetfelt er knyttet til én og samme fællesnævner / årsag, - nemlig solvinden.

Vi er derfor også tvunget til at stille spørgsmålet: Er solvinden i virkeligheden den reelle magnetfeltsdynamo, og dermed alene ansvarlig for Jordens magnetfeltstyrke variation?

Set på baggrund af to jævnt sammenfaldende kurver  er der intet der tyder på at magnetfeltets variationen påvirkes af mere end én årsagsfaktor. Fordi Jordens magnetiske styrke periodevis nærmer sig næsten 0,  og temperaturen parallelt samtidigt når sit lavpunkt, - er dette et vink om at solvinden alene bør mistænkes for værende årsag til  hele intervallet, - som kurverne for  både Jordens magnetfeltvariation samt Jordens temperaturvariation viser..

Derimod (som nævnt) kan  vores hidtil forståelse af årsagen til Jordens magnetfelt, der bygger på ideen om en indre geodynamoen, ikke på nogen måde sammenkædes med Jordens temperaturvariation, sådan som vore data tydelig viser burde være tilfældet...

Ud over dette har geodynamo-teorien heller ikke kunnet sammenkædes med:

- hvorfor Jordens magnetfelt i perioder nærmest udviskes,

- hvorfor der i perioder opstår 2 eller tilmed 4 forskellige magnetiske nord og sydpoler,

- hvad der er årsag til den store magnetiske Congo Anomali, - Illustration > HER

- hvad der er årsag til den Sydatlantiske magnetiske anomali osv.. - Illustration > HER

Det er derfor meget god grund til at være skepsis ti hvorvidt årsagen til Jordens magnetfelts i virkeligheden er grundliggende forstået.

Vi må derfor ikke være blinde for at vi står overfor en udfordring der er noget mere kompleks end hidtil antaget. Sammenfaldende kurver og en geodynamo der ikke kan sammenkædes med kendsgerninger, tvinger os vitterligt til at analysere om vi hidtil har overset en meget vigtig  og afgørende sammenhæng.

Det meget store spørgsmål er derfor om det på nogen måde er relevant at mistænke solvinden for at være ansvarlig for både årsagen til Jordens magnetfelt samt dets styrkevariation.

I så fald er Jordens magnetfelt i sig selv, kun  et rent ferromagnetisk felt, som gennemstrømmes af solvindens magnetfelt og derved opbygger  magnetisk styrke proportionalt med den varierende solvinds intensitet. Der er intet der principielt forbyder denne tankegang, men kræver kun at vi analyserer flere indvirkende faktorer der helt naturligt må kunne antages at ville påvirke solvindens magnetiske gennemstrømning af Jorden.

Grundliggende kan det ikke være nogen tvivl om at det centrale område hvor solvinden trænger ind i Jordens ferromagnetiske skorpe er strategisk vigtigt. Som bekendt har Jordens magnetfelt ’indgang’ ved den magnetiske nordpol, (herefter MNP).

Dersom dette område (hvor MNP befinder sig) har dårlig magnetisk ledeevne, siger det sig selv at den magnetiske gennemstrømning får en dårlig start ('acceleration') og at dette vil have en svækkende global indflydelse.

Et andet vigtigt forhold er hvorvidt det samme strategiske centrale område, (hvor MNP befinder sig) er magnetisk infiltreret.  Jo hurtigere feltet (MNP) bevæger sig, jo hurtigere vil det blive infiltreret. - (Et magnetfelt kan blive kraftigt indviklet, hvilket bl.a. er kendt fra Solen).

MNP har vandret rundt i det Nordlige Canada, (og den nordlige halvkugle) på kryds og tværs i cirka 2500 år. - Bevægelsen er sket i et magnetisk svagt område. (i negative magnetiske skorpe anomalier, se det blå områder i billedet til høje)  HER   Når MNP er i hurtig bevægelse vil det hurtigere efterlader frosne magnetiske spor, (magnetiske strukturer) som forstyrrer og svækker feltet.  Derfor vil stærke solstorme i de sidste 2500 år blot betyde stærkere magnetisk infiltration på MNP's rute..

Disse  2 svækkende faktorer må klart være under kraftig mistanke for at være årsag til at Jorden magnetfelt ikke permanent har kunnet opretholde de magnetiske 'bidrag' som solvinden har 'leveret', i den korte periode vi har målt dette forhold, - men også i de cirka 2500 år hvor MNP har befundet sig i et svagt magnetisk område. (I de sidste 2500 år har Jorden konstant mistet magnetisk styrke.

I modsætning til dette vil MNP placering i et område med god magnetisk ledeevne forventes lettere  at kunne opretholde en permanent god magnetisk gennemstrømning, og derved give de modsatte resultater.

Ud over dette vil også solvindens periodevise styrke (intensitet) have en fundamental grundliggende betydning.

Og endeligt er der meget der tyder på at et termisk område (under curie) særligt kan bidrage til magnetfeltets globale positive gennemstrømning, specielt hvis MNP befinder sig i et sådant område, - ganske enkelt fordi et sådant område i større grad forhindrer magnetisk strukturer i at 'fryse', og dermed i højere grad tillader MNP at vandre omkring i et sådant område uden magnetisk svækkelse som følge. (Det arktiske hav er et stort termisk område, her ankommer MNP netop i disse år)  Illustration > HER

Vi har dermed et godt (og bedre sammenhængende) alternativ til den indre geodynamo, der i lighed med det ovenfornævnte bygger på en spekulativ analytisk årsags forståelse. - Men hvor en solvindsteori tilmed ser ud til at kunne løse alle de overfor nævnte mysterier der ikke kan knyttes til geodynamoen. (mere om dette på siden www.science27.com/Earth/index.htm )

Takket være Svensmarks arbejde tyder meget derfor på at vi er kommet meget  nærmere en forståelse af sammenhængen mellem årsagen til magnetfeltsvariationen og temperaturvaria-tionen, ikke fordi Svensmark selv har påpeget dette, men fordi meget ser  ud til at hans teori er 'bygget til' at indgå i en langt større holistisk sammenhængende model, der som vist også sætter mysterierne omkring Jordens magnetfelt ind i et helt andet perspektiv, hvor også disse utroligt nemt forsvinder som dug for Solen..

Solvinden intensitet synes at være det eneste mellemled hvorved temperaturvariationen kan være knyttet til magnetfeltsvariationen. Det synes ganske hinsidigt fantasien at der er andre muligheder. Så langt bliver man derfor vitterligt tvunget til at give Svensmark ret. Dog forventes der ikke tiøren rigtigt for alvor falder før man ser at solvinden også bidrager med perioder med permanente magnetisk styrkebidrag.

Tilbage kan så højst blive spørgsmålet om hvorvidt solvindens intensitet er årsag til mere skydannelse, - hvilket næppe kan give anledning til berettiget tvivl, i og med at der ikke findes alternativ der blot tilnærmelsesvis vil kunne erstatte denne sidste del af Svensmarks teori.

Det korte og lange er at det er forudsagt at Jordens magnetfelt i de kommende år får langt bedre mulighed for permanent at 'absorbere' solvindens magnetiske bidrag. Så snart det sker vil solvinden få en forståelsesmæssig ny og langt mere central rolle hvorved de tre varianter inklusiv temperaturvariationen går op i en højere enhed, - ganske enkelt fordi disse er og bliver uadskilleligt forbundne.

Temperaturvariationen vil derved blive sammentømret med sammenhængende fakta, hvilket må blive overordentlig vanskelig at argumentere imod.

Alt dette betyder at geodynamoen må opgives, hvilket også må være på høje tid, ganske enkelt fordi det er naivt at ignorer de sammenhænge som vi ved findes, og fordi den herskende teori uanset ikke kan sammenkædes med et eneste af de mysterier der er knyttet til forståelse af Jordens magnetfelt.  Geodynamoen er derfor et skoleeksempel på hvordan en håbløs teori kan være mere i vejen end til gavn.

Svensmarks egentlige barriere er således blot at en gammel og klodset forståelse at årsagen til Jordens magnetfelt har spærret vejen. Den tid er heldigvis snart forbi. Ingen ringere end MNP og solvinden leverer beviset.

Læs mere >  www.science27.com/Earth/index.htm