Hovedårsagen til Pioneer Anomalien skyldes at der i et tyngdefelt sker en afstands deformation og ikke en tids-ændring. Der henvises til foregående kapitel, men der kan også være andre svagere kræfter der har indflydelse på de udsendte sonder, disse vil dog være af mere spekulativ karakter, og nævnes nedenfor..

Denne teoris grundliggende påstand er at stof sammentrækker rummet.

En direkte konsekvens af dette er derfor at når stof bevæger sig, så vil rummet der er knyttet til stoffet også bevæge sig.

Planternes cirkulation (i samme retning som Solens rotation) vil forstærke denne bevægelse af rum (rum vind) omkring Solen.

Vi kan måle en gravitations anomali langt over Jorden. Dette viser blot at (deformeret) rum over Jorden med sikkerhed følger med Jordens rotation.

I det foregående afsnit 'Magnetisme' blev det sandsynliggjort hvordan  elementarpartiklernes bevægelse er årsag til at også rum (knyttet til partiklerne) sættes i bevægelse. Det blev også nævnt at Magnetarer og pulsarers meget hurtig rotation skaber magnetfelter med enorm styrke. Hertil kan nævnes at også Jordens magnetosfære såvel som Solens magnetfelt også roterer, hvilket selvfølgelig hænger sammen med disse himmellegemers rotation.

(Earth magnetosphere - NASA the Sun)

Der er således en række fænomener der underbygger at bevægelse af stof også sætter rum (tilknyttet stoffet) i bevægelse. Det betyder at også rummet efter og omkring en rumsonde vil være i bevægelse / rotation

Det betyder at bevægelsen af rum der følger Solens rotation, med sikkerhed vil indvikles i det (roterende) rum der er knyttet til en sonde.  Resultatet er at en sonde vil til en hvis grad knyttes til rumvinden, hvilket selvfølgelig vil have en svag bremsende effekt. - Dette kan forklare Pioneer Anomaliens årsag.

Når et objekt vil undslippe solsystemet bliver det derfor ud over tyngdekraften også påvirket af at rummet bevæger sig i samme retning rundt om solen som Solens rotation og planeterne cirkulation.

Rumvinden vil påvirke et legeme forskelligt, afhængig af legemets bevægelsesretning og bevægelseshastighed set i forhold til rumvinden. Men rumvinden er meget svag og vil ikke kunne påvirker et legeme der er bundet af massetiltrækningskræfterne.

Solen foretager 1 rotation hver femte uge, Selvom man kunne tro at planeternes bevægelse bliver påvirket af rumvindens hurtige rotation, er det formentlig slet ikke tilfældet, fordi planeterne altid er bundet og kontrolleret af tilknytningen til Solens tyngdekraft.

Helt på samme måde som planeterne er bundet til Solen, ligeledes er mange sonder det, som i større eller mindre grad blot cirkulærer om Solen og dermed er knyttet til Solens magnetfelt uden ækvivalens er opnået. Dette forklarer: at der til tider kan måles en anomali på Sonderne, til andre tider ikke.

Sonder der derimod rejser ud af solsystemet kan så snart Solens gravitationskraft er er overvundet (ækvivalens princippet) nemt påvirkes af den svage rumvind, fordi disse legemer har mistet deres gravitations "forankring".

Når et legemes gravitationelle forankring er ophævet, vil en sonde være et let "bytte" for rumvinden. - Så længe gravitationskræfterne kommer til sin ret  vil rumvindens virkning ikke kunne slå mærkbart igennem.

Tilsvarende vil et legeme der bevæger i en stærkt elliptisk bane, omkring Solen også blive påvirket, så snart ækvivalens princippet er overvundet, hvilket kan være tilfældet, når en sonde i en sådan bane er på vej væk fra Solen.

Rumsonder sendes altid i baner og kredsløb modsat uret.

Rumvinden vil måske også forsøge at få et legeme til at bevæge sig i en cirkulær bane. Derved kan en sonde komme ud af kurs.

Dette kunne forklarer hvorfor planeterne ikke er hvor de skal være når en sonde ankommer. I virkeligheden er det sonden der er "blæst" ud af kurs, af rumvinden.

Det kunne forklare hvorfor Pioneer 10 fra den 8. December 1992 kom længere og længere ud af kurs.

I rummet er det vanskellig at navigere. Vi kan måske nemt i visse situationer tro at kontrollerede manøvre fra Jorden er bestemmende for den kurs en sonde i nogen tilfælde får, uvidende om at rumvinden har en finger med i spillet.

Et andet spørgsmål er hvor nøje kan vi måle hvor præcist en sonde er, når den for eksempel befinder sig 10 milliarder km. fra Jorden

Det ser derfor ud til at der er grund til at mene at kraften der påvirker sonderne ikke kun har en bremsende effekt men også ændrer sondernes kurs..  

Rumvindens hastighed vil følge Solens rotation, og vil derfor være cirka 4 gange hurtige ved Jupiter i forhold til Jorden, 20 gange hurtigere ved Uranus og 80 gange hurtigere på en afstand af 12 Mia. km. hvor man sidst havde kontakt med Pioneer 10.

I løbet af cirka 30 år tabte Pioneer 10 i alt 400.000 km. Hvilket vil sige gennemsnitlig 400 mm. per sekund.

Hvad angår sonder i elliptiske baner ("gravity assist baner") har man kun målt forøget hastighed på mellem 4 til 13 millimeter per sekund.

Dermed tabte Pioneer10 mellem 40 og 80 gange så meget hastighed som sonder der bevæger sig i ellipsebaner i det indre solsystem vandt.

Tanken om at et himmellegemes rotation kan have en indvirkning er allerede påvist matematisk. - se her og kan derfor ikke være helt fremmed.

I det foregående kapitel 'Mørkt Stof' er der vist hvordan der central i et tyngdefelt er stærkere sammentrukket rum, og derfor også stærkere tyngdeacceleration end hidtil antaget.

Dette er specielt gældende i et kugleformet tyngdefelt hvor masse centralt fuldstændigt omslutter rummet fra alle sidder hvorved rummet central bliver stærkere sammentrukket.

Solsystemets omsluttes central af planeterne, men i relativ langt ringere grad end i galakser eller galaskehobe. Alligevel er  der grund til at  at tro at der også i solsystemet må findes et område centralt mellem planeterne med en anelse stærkere tyngdekraft.

Dette vil i givet fald kunne forklare den sidste uforklarlige del af Merkurs mærkelige bane. I givet fald vil Merkur ikke have nogen gravitations anomali når planeterne er i konjunktion eller på vej dertil.