Vi kan måle Jordens gravitations anomalier langt ude i rummet. Det betyder at vi med sikkerhed ved at (deformeret) rum følger Jordens rotation. Dette vil selvfølgelig gælde alle himmellegemer. Og det vil naturligvis også betyde at roterende deformeret rum vil støde sammen.

Vi ved også at pulsarer og magnetarer skaber enorme magnetfelter. Forskere synes at være enige om at dette skyldes disse legemers meget hurtige rotation, uden man dog er ved hvorfor.

Forestiller man sig to magnetarer nærmer sig hinanden, er der ingen tvivl om at der vil ske magnetiske rotationssammenstød, hvor resultatet af dette selvfølgelig vil afhænge af rotationsretningerne og derfor enten gensidig forstærke eller bremse hinanden. 

I henhold til denne teori vil stof i bevægelse herunder også rotation, også sætte det rum som er knyttet til et legeme i bevægelse / rotation. Derved skaber alle himmellegemer også i vores solsystem magnetiske felter, omend de er meget svage. Disse er er ansvarlig for at alle himmellegemer gensidigt påvirker hinandens rotations hastighed. Men ud over dette gør de fleste planeter plads for hinanden ved at krænge deres rotationsakse med cirka 25% hvorved disse undgår langt den største karambolage med hinanden.

Planeternes rotation er på ingen måde en tilfældighed.  Overordnet er den bevægelse af rummet der sker som følge af Solens rotation, - styrende for planeternes rotation.

   Vinter

   Sommer

For planeternes vedkommende betyder det at planeterne bør ses som "tandhjul" i en gearkasse. Dette forklarer hvorfor Venus ikke kan rotere den samme vej som Jorden og Merkur. Venus har altid roteret med uret rundt, eller er hurtig blevet tvunget til det. 

Men ikke kun Merkur (og periodevis Jorden) påvirker Venus. Jupiters påvirkning af Venus er endnu stærkere.

Det 'punkt' i rummet mellem Venus og Jupiter, hvor Venus og Jupiter begge har samme tyngdeacceleration (0,5 m/s) udgør grænseområdet, men afspejler også styrkeforholdet, og dermed  hvor meget rum Venus og Jupiter har "krav på" og dermed er "berettiget" til at sætte i rotation i dette område. .

I området mellem Venus og Jupiter (ved konjunktion) har Jupiter krav på cirka 500 mio. km. rum, - hvorimod Venus kun har krav på 25 mio. km rum.

En "tandhjulsmodel" (som vist overfor) er derfor misvisende. Det er i virkeligheden rummet (mellem Solen og Venus) som følger Solens rotation,  der tvinger Venus til retrograd rotation, fordi at rummet, (mellem Venus og Jupiter) som kunne have give Venus rotation modsat uret  i overvejende grad mere eller mindre okkuperes af Jupiters modsatrettede rotation.

Jorden bidrager kun periodevis til Venus retrograde rotation fordi Jorden akse hælder (23.4 grader). Alle planeter påvirker således hinandens rotation. Men de planeter hvis akse har omtrent 25 graders hældning undgår langvarig og direkte karambolage med en anden planet, og berører dermed hinandens 'domæner' langt ringere.

Merkurs meget langsomme hastighed skyldes derfor at dens aksehældning kun udgør 7 grader. Dette er ikke meget, men lige netop nok til at Merkur undgår en god del karambolage med andre stærke planeter, og derfor  lige netop undgår at blive tvunget til retrograd rotation som Venus. Årsagen til at Mars roterer langsommere end Jorden, til trods for at begge har ens aksehældning skyldes at Mars ligger tættere på Jupiter, og derfor i højere grad en Jorden (periodevis) karambolerer med Jupiters rotation osv.

Helt på samme måde har Uranus altid roteret som den gør, eller den er hurtig blevet tvunget til både at ændre sin aksehældning og sin rotation..

Uranus får størstedelen af dens rotation overført fra Jupiter og Saturn.

Intet i vores solsystem synes at være tilfældigt heller ikke planeternes aksehældning. Intet er ramt på en måde så solsystemet har ændret sin daglige gang, alt ser derimod ud til at være perfekt tilpasset gensidig rotation..

Rumvinden der skyldes Solens rotation, vil øge hastighed i takt med at man fjerner sig fra Solen, fordi rummet omkring Solen følger Solens rotation. Men en planet vil påvirkes både positivt og negativt af dennes styrke.

Den resulterende kraft, som er forskellen på rumvindens effekt (mellem en planets medvind og modvind, - mellem A og B i illustrationen) vil altid udgøre 25%. 

Dvs. at selvom Jupiter ligger 5 gange længere væk end Jorden vil dens rotation kun blive påvirket med 25%, hvilket vil sige at Jupiter burde rotere 225% i forhold til Jordens rotation.  Dette kan nemt være tilfældet idet vi jo ved at Jorden engang roterede en god del hurtigere. Men bemærk at selv Jupiters rotation selvfølgelig også påvirkes af andre planeter.

Saturn burde dermed rotere 250% hurtigere end Jorden, hvilket ikke helt er tilfældet: Men Saturn bremset en god del af især Jupiter i de tidsrum de 2 planeters rotation kolliderer.

Uranus rotation styres som det ses overfor hovedsagligt at Jupiter og Saturn der altid begge er befordrende for begge Uranus rotation.

Neptuns rotation svækkes af at alle planeter, bortset fra Venus, i område A, (mellem Neptun og Solen),  roterer modsat uret. Dette forstærker den bremsende effekt som område A altid har.  Bemærk at dersom blot 25% af rummet mellem Neptun og Solen roterer modsat Solens rotation i dette område, så vil dette være tilstrækkelig helt at udligne den kraft (på den modsatte side) som driver Neptuns rotation i retningen modsat uret.

Bemærk rumvinden skal opfattes som værende af meget svag styrke.

For rent matematisk at komme til bunds i dette fænomen, er det selvfølgelig nødvendig at udvikle avanceret software, der kan simulere årtusinde års indvirkning på planeternes rotations hastighed. Men også matematisk ved at sammenholde dette fænomen med magnetiske fænomener som fx. Pioneer Anomalien, Magnetarer osv..

Vi ved at Månen fjerner sig fra Jorden med 3,8 cm i året.

Når tidevandsbølgen når land, og Månen passerer hen over, er der grundlag for en forøget massetiltrækning mellem Måne og Jord. Men effekten må være af begrænset størrelsesorden, og kan ikke i sig selv godtgøre at Månen fjerner sig så hurtigt som den gør.

Dette hænger sammen med at dersom man alene antager at en periodevis ekstra massetiltrækning er årsagen til at Månen i dag fjerner sig med 3,8 cm per år, så er dette ensbetydende med at Månen i fortiden måtte fjerne sig med en hastighed omvendt proportionalt med afstandskvadratet.

Gravitationskræfterne mellem Jord og måne, må have betydet at tidevandsbølgen har været op til over 25 gange så kraftig som nu og at Månen for godt 2 milliarder år siden må have ligget på Jorden. Teorien stemmer derfor ikke, i og med at vi med sikkerhed ved at Månen er omtrent 4.5 mia. år gammel.

Månen presser tidevandsbølgen frem på sin vej over oceanerne, og unddrager sig dermed gravitationspåvirkning fra denne masse, omtrent helt indtil bølgen rammer land og Månen bevæger sig over tidevandsbølgen. 

Man kan ikke være sikker på at den herskende teori er tilstrækkelig til at forklare dette fænomen.

  *     *      *

14.4   Distancetilvækst Beregningsformel

Ved hjælp af formelen nedenfor er man nu i stand til at finde en Konstant for derved at kunne beregne distancetilvækst for andre himmellegemer :

14.6  Beregning af en planets (tilvækst) i Rotationshastighed.

Formelen nedenfor er den samme som den til at beregne Distancetilvækst men Konstanten er forskellig.

14.7  Magnetarer Magnetisme og Rumvind

En magnetars magnetfelt årsag, må anses at være helt den samme som vist overfor, rum i bevægelse.

En magnetar har en masse på omtrent 2 gange solens (cirka 2 x 2 x 10³⁰ ).

Denne roterer med en hastighed cirka 1000 omdrejninger per sekund, og resulterer i et magnetfelt der har en styrke på  cirka 6 x 10¹⁶ nT. Dermed kan en konstant beregnes en konstant givet ved:

Herefter kan man regne sig frem til magnetfeltets styrke som fx Solen er årsag til:

Hvilket (15 gange stærkere end Jordens) som måske ikke er helt realistisk, idet en Magnetars oprindelige magnetfelt muligvis også spiller en rolle, men er ukendt.

Det er dog ikke PT muligt at 'forene' et magnetisk udtryk med det udtryk som rumvindens distancetilvækst og rotation er årsag til. Men en sådan bør være fuldt muligt.

Forskere undrer sig over årsagen til den mystiske ring omkring en magnetar.

Ligesom månen fjerner sig pga. rumvinden omkring Jorden ligeså vil alt løsrevet materiale fra en magnetar fjerne sig,  blot langt hurtigere, pga. af den langt hurtigere rumvind rotation omkring en magnetar. Det vil ikke ske som vi kender det med solvinden, men i en roterende bevægelse omkring magnetaren.

Det man i virkeligheden ser er at i område A er der sket en udkastning, en stor del af denne er roteret med rumvinden til område B

Masse indrammet ved C er "roteret" 270 grader tilbage til den udgangsposition som det havde da Magnetaren var i udbrud. Rumvinden har derefter ført denne masse med sig til punkt D.

Masse der er kastet ud imod rumvinden (område F) har mødt modstand fra rumvinden, men har senere påbegyndt bevægelse rundt om Magnetaren, men dog meget forsinket, og først på det tidspunkt hvor rumvinden har overvundet kraften i udkastningen..

Område E viser udkastnings masse der engang befandt sig nær område F, der hvor udkastningen fandt sted. Denne masse er resultat af udkastninger, der blev accelereret med mindre hastighed en masse der "nu" ligger i område F. Denne masse kunne derfor roteres hurtigere end masse i punkt F.

G viser at masse der er begyndt at roterer omkring Magnetaren er sket med stadig stigende styrke, idet at rumvinden som bekendt er gradvist stigende i styrke proportionalt med den større radius.  Dermed vil masse accelerere stadigt hurtigere, lige som påstanden er at også Månen og planeternes accelerationstilvækst sker proportionalt med radius. 

Se animationen her

Det betyder bl.a. at Jordens magnetfelt er påvirket af flere faktorer end hvad vi hidtil har antaget. Dels foregår der selvsagt en magnetisk gennemstrømning fra Jordens magnetiske sydpol mod den magnetiske nordpol. og dels er der en påvirkning fra Solvinden. - Det ved vi.

Denne afbøjning af Solvinde må antages at være identisk ved en gasplanet, og kan formentlig forklare at disse kan fastholde deres gasser tæt ved Solen.

Ud over dette er der også en påvirkning fra det rum der strømmer rundt omkring Jorden og Solen.

Disse 4 forskellige strømninger af rum, som alle i bund og grund er, og normalt kaldes magnetiske strømninger, skal her ses som en helhed, hvoraf de 2 sidstnævnte antages at mangle i den officielle model.

I øvrigt står det ikke klart hvor langt ud i Mælkevejen man skal regne med en stadig stigende rumvinds-styrke, som følge af Solens rotation.  Et eller andet sted må den selvsagt være aftagende. Man kan ikke bruge den overfornævnte model på beregningen af en galakses Rumvind, idet massen ikke er fordelt på samme måde som i et solsystem.