7. Anti-Gravitation

Som konsekvens af af teoriens grundliggende påstand der indebærer at stof sammentrækker

rummet er der grund til at overveje om masse sammentrækning skaber anti-tyngdekraft.

Når man nærmer sig Jorden fra rummet bliver rummet mere og mere sammentrukket.

Når Månen fx befinder sig over USA så vil rummet mellem USA og Månen blive mere sammentrukket Dette sker fordi der pludselig er mere stof tilstede i dette område. Derved er der behov for at mere rum trækkes ind  i mod Jorden og Månen fra denne retning hvor Månen netop befinder sig.

Når der skal 'hentes' mere rum kan det selvfølgelig kun ske ved at det rum der i forvejen befinder sig her (mellem Jorden og Månen) trækkes mere sammen. Der er ingen andre til at 'hente' dette ekstra rum end Månen. Månen alene 'henter' derfor det ekstra rum rum ude fra solsystemet som er nødvendigt, (sådan at der er tilstrækkelig rum til både Jorden og Månen) .

Fordi stof er knyttet til rummet, så er rummet også knyttet til stoffet, (når stof kan trække i rum så må rum også kunne trække i stof).

Dette betyder jo i virkeligheden at Månen trækker sig selv i den modsatte retning af Jorden. Dog fastholdes Månen af at rummet hvor den befinder sig er kraftigt sammentrukket i retningen ind mod Jorden hvor rummet vil være stærkere sammentrukket. 

Månens frastødningskraft er derfor ikke tilstrækkelig til at den kan undslippe det tyngdefelt den befinder sig. (Månen bidrager jo til sin egen tiltrækningskraft, bed at sammentrække rummet mellem den slev og Jorden)

Et Tyngdefelts styrke er alene et udtryk for hvor meget rum der kan sammentrækkes. Månen bidrager kraftigt til at sammentrække rummet omkring Jordens tyngdefelt. Dette afsløres klart af tidevandets opførsel.

Hvad vi derfor ser her er at Månen bidrager til det fælles tyngdefelt som Jordens og Månen deler med hinanden, hvorved den samlede styrke af Jordens (og Månes) tyngdekraft øges, - men dette sker i kraft af Månens frastødning.

Man kan sige at alt stof på Jorden eller indenfor Jordens tyngdefelt selv er ansvarlig for at 'hente' det rum der er nødvendig for 'egen eksistens'. Dette giver i virkeligheden frastødningskraft, der paradoksalt netop øger det fælles tyngdefelts styrke.

Enhver sten på Jorden frastøder således i virkeligheden Jorden netop med den kraft som det selv sammentrækker rummet med. Man kan derfor spørge hvorfor Jorden ikke eksploderer? - For at få svar må man gå tilbage til de 2 forrige kapitel der kort sagt viser at rummet trækkes sammen med stigende styrke i retning af et tyngdefelts centrum.

I og med at en sten (eller Månen) selv trækker i rummet, vil disse objekter selvsagt blive tiltrukket i samme retning som den retning hvor sammentrækningen af rummet øges, og således blive tiltrukket af Jorden.

Forestiller vi os Jorden som en kugleformet lagkage skåret op i 10 stykker, vil hvert stykke bidrage 10 % til Jordens tyngdekraft. Hvert af de 10 stykker skal derfor trække 10 % af Jordens sammentrukne rum sammen. – Derved opnå et fælles tyngdefelt (100 %)  Men hvert stykke udfører et stykke arbejder, - hvert stykke ’henter’ rum.

Rummet vil formentlig gøre modstand mod at blive trukket sammen, hvorved man ligeså godt kan sige at rummet trækker i Jorden med 100 % og derfor i hvert stykke med 10 %.
Hvert stykke har derfor frastødningskraft, eller antityngdekraft om man vil på 10 %.
Et sekundært objekts indfanget i et primært tyngdefelt har derfor altid en antityngdekraft der altid er proportional med objektets masse.

Nu skulle man tro at hvert af de 10 stykker bare kunne forsvinde ud i rummet.
Men de danner en samlet fælles sammentrækning af rum som er 100 % proportional med den samlede masse. Tiltrækningskraften for hvert stykke er derfor 10 gange stærkere end frastødningskraften.

Forestiller vi os at halvdelen af Jordens masse ville gøre 'oprør' og frastøde Jorden, så er problemet at tyngdekraften uanset ville være dobbelt så stor, fordi at ’oprørs-massen’ selv uanset ville bidrage til det fælles tyngdefelt det er fanget i.

Det er selvsagt tilsyneladende absurd, forvirrende og et paradoks at alle objekter på Jorden bidrager til et fælles tyngdefelt med den kraft der ser ud til udgøre deres egen frastødning.

*    *     *

Rummet er elastisk, der må skulle påføres kraft både for at få det til at udvide sig såvel som for at få det til at trække sig sammen.

Fordi Månen sammentrækker rummet omkring sig, så må det samme rum omkring Månen selvfølgelig være knyttet til Månen. Med andre ord er Månen vævet ind i det elastiske rum den befinder sig.

Man skulle derfor tro at Månen i kraft af sin enorme tilknytning til det elastisk rum måtte falde langsommere mod jorden end et langt lettere objekt som ikke har samme tilknytning. Men dette er ikke hvad der sker.

Forklaringen på dette ligger måske allerede indirekte skjult i Newtons gravitations formel som netop viser at der skal betydelig mere tiltrækningskraft til at kunne trække Månen ned på jorden end der skal for at trække et æble herned. (uanset om disse er i kredsløb)

Newtons gravitations formel synes således indirekte at underbygge rigtigheden af stofs tilknytning til rummet,  dermed også at når stof / objekter befinder sig i (eller bevæger sig imod) et tyngdefelt har disse en frastødningskraft som må være proportional med objekternes masse.

Tilknytning til rummet   <  kontra  >   Gravitations tiltrækning

Et objekts er knyttet til rummet med en styrke som må være proportional med dets masse.

Gravitation tiltrækning forholdstal : 1   Gravitation tiltrækning forholdstal : 2   Gravitation tiltrækning forholdstal : 5

Dette kan sammenlignes med kraften det kræves at bevæge 5 cyklister fremad.   Denne kraft vil selvfølgelig være 5 gange større end kraften der kræves for at bevæge 1 cykel fremad.   Men fordi at modstanden også er proportionalt 5 gange større så kører alle cykler (stort set) med 'samme' hastighed..     Eller tilknytning til rummet kan sammenlignes med faldskærm der bremser hastigheden proportionalt med massen.