Denne teorier centrale og forholdsvis ret uskyldige påstand er at stof sammentrækker rummet.  I et tyngdefelts centrale retning må en sådan virkning være selvforstærkende.

Illustrationen overfor viser Jordens indre rum.

Som allerede nævnt vil Jordens stof sammentrække planetens indre rum, både fra en indre såvel som en ydre retning. Dette er en uundgåelig konsekvens af den grundliggende antagelse af at stof sammentrækker rummet. Spørgsmålet er derfor kun hvordan dette præcist sker.

Det er naturligt at antage stofs sammentrækning af rummet (i en homogen masse), - fra en ydre og indre retning, -  er afstandsbetinget.

Konsekvensen af en afstandsbetinget 'separering' er at  massen i område (A) trækker i rummet fra en ydre retning. (Dette får hele universet til at krumme / bøje / skrumpe / deformere ind imod et objekt). Så langt er der ikke nogen alvorlig strid med den etablerede videnskab.

Men stof der ligger fra og med halvvejen (halv radius) mod Jordens center og herfra til centrum trækker kun i rummet fra Jordens indre område (B)

I indadgående retning (i område B) vil rummet naturligvis også blive berørt og ligeledes sammentrækkes, som det gør i udadgående retning. Men det bemærkelsesværdige her er er at at rummet i indadgående retning bliver gradvist mere begrænset, hvorimod det modsatte sker i udadgående retning.

Det må på dette tidspunkt være simpelt at konkludere at  gravitation ikke udlignes centralt (som den herskende teori forudsætter).

Det er netop det modsatte der må og skal ske. Rummet central må også sammentrækkes, hvorved der også må ske en større tyngdeacceleration i retningen mod det centrale område af område (B).

Vi må forholde os til udgangspunktet, nemlig at rummet sammentrækker og stoffet formentlig ligefrem forbruger rum. Det indre centrale område (B) må derfor også skulle bidrage til sammentrækning af rummet, ligesom stoffet i område (A) bidrager til det sker.

Det interessante spørgsmål er derfor: Hvordan klarer det indre stof at levere det rum som det indre stof (område B) kræver.

Det er tilsyneladende ikke enkelt i og med at rummet imod en indre retning bliver mere og mere begrænset / indesluttet.

På baggrund af tyngdeaccelerationsloven har vi grund til at tro at tyngde accelerationen vil være gradvist stigende omvendt proportionalt med at rummets volumen i den indre retning gradvist bliver gradvist mindre.

Det der sker centralt i et tyngdefelt er at det centrale indadrettede træk i rummet også bidrager til at trække / bøje / deformere hele universet. Område (A) og (B) "arbejder selvfølgelig sammen" - som en enhed.

Forestil dig et lille punkt centralt i et tyngdefelt. Dette punkt af rum, - vil altid påvirkes med den samme gravitations kraft som den udadrettede kraft som universet påvirkes med.

Et objekt vil altid påvirkes central af den samme styrke gravitationskraft som den som det påvirker hele universet med. Denne egenskab (at omslutte rum) gør det muligt for stof at sammentrække rummet, og dette er gravitationens dybeste hemmelighed.

Billedet overfor illustrerer en kuglegalakse en galaksehob eller Joerden.

Adgangen til rummet fra en  indre retning bliver mere og mere begrænset.

Da stof har behov for rum, vil der nødvendigvis måtte ske en gradvis stærkere sammentrækning af en galakses centrale rum.

Stoffet centralt må sammentrække rummet mere, således at det indre stof også får andel i det rum der er nødvendig.

Dette må mistænkes for at udvikle varme, og derved for eksempel måske at kunne forklare hvorfor Jupiter imod alt forventning udvikler langt mere indre varme end hvad der er forstået.

Når lys bøjes ind mod en masse, er det ikke fordi det tiltrækkes, men fordi fordi der 'mangler' rum der hvor rummet trækkes sammen. Når en galakses indre sammentrækkes mere end vi tror, kan dette forklare hvorfor lyset centralt bøjes ind mod en galakses centrum.

Ligeledes er det heller ikke noget mystisk ved at en galaksehob centralt liggende galakser bevæger sig med med megen store hastigheder, i og med at tyngdeaccelerationen i en galaksehob centralt vil være proportionalt stigende med en galaksehobs centralt gradvise indsnævring af det indre rum.

Klik på billedet.

'

Rummet i en galakse sammentrækkes gradvist over en ufattelig stor afstand (100.000 lysår) Rummet central i en galakses indre bliver derfor meget kraftig sammentrukket.

Når vi ikke forstår stjernernes bevægelse i en galakse hænger det derfor i høj grad sammen med at vi slet ikke i denne forbindelse skænker rummets 'konsistens' nogen som helst opmærksomhed.

Fordi at alle stjerner cirkulerer rundt om mælkevejens centrum, er det ganske naturligt at meget stærkt sammentrukket rum der er bundet til den cirkulerende masse selvfølgelig også cirkulerer.

Det afgørende for en stjernes bevægelse er derfor ikke kun hvordan en galakses tyngdeacceleration er, på et givet sted, men også at rummet omkring en galakse også må cirkulere. Dette vil selvfølgelig afbalancere den indre og ydre masses bevægelseshastighed, hvorved både den indre og ydre masse cirkulere med omtrent ens hastighed.

En galakse og resten af universet indeholder  ikke (fysisk) mørkt stof. Skulle det være tilfældet ville stjernernes bevægelse uanset følge Keplers lov, hvilket ikke er tilfældet.

Sammentrukket rum er blot helt naturligt gradvis stigende i takt med at man nærmer sig et hvilket som helst tyngdefelts indre. Dette er en overset afgørende faktor. Fortsat mangler vi at forstå en del, men denne teori kan sikkert hjælpe os på vej.

Det er et faktum at Merkur har en massefylde der er cirka 40 % større end Mars.
Tager vi i betragtning at Venus formentligt aldrig har afgivet varme, eller i det mindste langt mindre end Jorden, er dette ensbetydende med at dersom Venus have afgivet lige så meget varme som Jorden i de sidste 4.5 Mia. år, så ville dens massefylde være større end Jordens.

Med andre ord dersom temperaturen var ens for alle planeter så ville de indre faste planeter > Mars, Jorden, Venus og Merkur have en gradvis større masefylde.

Når vi til dette ligger at det egentlig burde være de største planeter og dem længst fra Solen der ”burde” være i stand til at tiltrække flest meteorer, så må vi erkende at det nærmere er det modsatte der er tilfældet. Nemlig en af de mindste planeter, nemlig Merkur, må tilsyneladende (ifølge) den herskende forståelse have tiltrukket flere meteorer og dermed mere Jern således at Merkur er blive tungere.

Alene det at forestille sig at lille Merkur så tæt på Solen kan være en vinder, blandt de indre planeter er naivt og tåbeligt. I modsætning giver det mening at Jupiter på stor afstand af Solen kan konkurrere med Solen og de andre planeter, men da ikke lille Merkur.

Vi kender ikke gas planeternes sammensætning, og slet ikke deres kernes størrelse eller disses sammensætning / massefylde. Fremtidens undersøgelse skal vise mere om dette, derfor nævner jeg ikke disse, hvilket bare er en skam.

Men vi står alligevel over for det faktum at jo tættere (de indre) planeter ligger på Solen, jo større er deres massefylde. Der er intet (bortset fra sædvanlig ren tom spekulation) der kan godtgøre hvorfor. Tilmed strider dette faktum med fornuften idet Merkur slet ikke burde være så ”tung” (densitet), nærmere tvært imod.

Dette er blot et ud af flere vink der viser at vi ikke har forstået central gravitation, og at (alt) Jern (i planeternes indre) ikke er kommet fra meteorer.
   

Planternes indre jern blev hovedsagligt skabt for 4.5 milliarder år siden. Universet var dengang mere sammentrukket end nu. Dette vil blive nærmere uddybet i kapitlet: Mørkt energi. I den samme proces blev der først skabt Jernoxid som senere blev omdannet til jern og oxygen. Oxygen kom derfor fra Jordens indre. På det tidspunkt have Jorden ingen magnetfelt, derfor kunne plasma og dermed hydrogen indfanges fra Solen. På den måde blev der danne vand på Jorden.

Et andet forhold er at baggrundsgravitationen også er ansvarlig for pladetektoniske bevægelser.

Lad os forestille os at Jorden sammentrækkes, lad os bare sige 1 cm. hvert år ved ved perihelion (3 Januar) i modsætning til aphelion (4 Juli) hvor den udvides.
    
Når Jorden udvides sprækker skorpen nok til at lave kan trænge op imellem. Denne lava afkøles og størkner . Ved perihelion kommer skorpen derfor i spænd, ikke meget og man skulle nu tro at denne cirka ene centimeter ikke er noget problem, fordi skorpen må være så elastisk at det ingen betydning har. Men fordi denne proces har foregået i milliarder af år, og fordi lava hele tiden trænger op og størkner så er skorpen allerede så hårdt komprimeret (i spænd) som overhovedet muligt. Men fortsat er 1 cm ikke meget.
    
Nu går det ofte går over 100 år mellem de kraftige jordskælv i et bestemt område, underbygger dette at spænding bygger sig op i pladerne gennem årtier. Derved opbygges enorme kræfter, som bliver fastholdt i en proces der kan sammenlignes med en ”skruestik”. Underskydning må og skal derfor ske, - kun et spørgsmål om tid.

I følge den herskende teori mener man at indre konvektionsstrømme og enerti, "må" være ansvarlig for dette fænomen. Denne konklusion er ikke bevist og skal nok i høj grad ses som en løsning der er antaget i mangel på bedre. For det første synes kræfterne at være alt for svage for at kunne være ansvarlig for underskydning og bjergdannelse, og for det andet vil kan den herskende teori ikke godtgøre hvorfor kræfterne opbygges gennem årtier og følgende udløses pludselig. 
    

Når man ikke har været opmærksom på at baggrundsgravitation er ansvarlig  er det fordi det ikke er forstået at når rummet trækkes sammen så gør stoffet det også. Nærmer Jorden sig Solen så vil rummet her være mere sammentrukket, dette påvirker stof der også trækkes yderlig sammen tættere på Solen.
    
Jordens størrelse ændrer sig altså som et åndedræt. Årsagen til at kontinentalpladerne arbejder, er at centralt i Jorden sker der en stærkere sammentrækning end ved overfladen, fordi at centralt trækkes rummet endnu stærkere sammen (som vist overfor). Derfor vil Jordens centralt påvirkes stærkere at baggrundsgravitation og dermed må skorpen arbejde, hvilket vil sige at ved Jordens bevægelse mod aphelion revner Jorden og mod perihelion opbygges spænding i skorpen, hvert år. Og det betyder at bjergene vokser når Jorden bevæger sig mod perihelion, men ikke når den bevæger sig mod aphelion.
    
Denne påstand kan bevises, fx ved at konstatere at det må se ud som om at Månen ikke fjerner sig med en jævn hastighed, (3.8cm per år) men som om den fjerner sig hurtigere når vi nærmer os Solen (perihelion) og langsommere når vi nærmer os aphelion, og ved at bjergene vokser når vi nærmer os Solen . Den ene centimeter som er nævnt, er kun et eksempel, måske er det kun få millimeter per år det drejer sig om. Det må fremtidens målinger vise.